sig til, ved utallige Spørsmaal og befalinger til Folkene
som vartede os op. Endeligen da enhver havde faaet hvad
hand havde fodret, eller Folkene havde erklæret at det var umu¬
eligt at faae paa denne Tiid, beqvemmede vi os alle til at sidde
runden om det samme Bord; hvorpaa Manden i den røde
Reyse=Kiortel saae igien paa sit Uhr og lod os vide, at vi havde
endnu en halv Time til overs; men det giorde ham ondt at see
saa liden Lystighed iblant os; at alle de som reyste tilsammen
vare paa den Tiid hinandens jævnlige, og at det var altid
hans Maade at giøre alting med i Sælskabet. Jeg erindrer,
sagde hand, det var just saadan en Morgen som denne, da
jeg og Mylord Mumble og Hertugen af Tenderden vare ude
paa en Flakke-Reyse; vi droge ind paa Veyen i en liden Kroe,
som denne kunde være; Vor Vertinde, maae J troe, som
giorde sig ikke nogen Tanke om hvem hun talede til, var saa
kortvillig og skiæmtefuld, og gav saa mange lystige Svar paa
vore Spørsmaal, at vi vare alle færdige til at briste af Lat¬
ter. Omsider hændte det sig at den gode Kone kom over at
høre mig hviske til Hertugen og kalde ham ved hans Titel;
hvorover hun blev saa forbauset og skamfuld, at vi kunde neppe
faae et Ord af hende, og Hertugen har aldrig efter den Tiid
mødt mig, uden at hand taler om denne lille Kroe, og skiender
paa mig fordi jeg forskrækkede Kroe-Konen.
Hand havde neppe haft Tiid til at ønske sig selv til Lykke
med den Ærbødighed, som denne Fortælling maatte have for¬
skaffet ham af Sælskabet, førend et af Fruentimmerne, da
hun havde rækket efter en Tallerken paa den anden Ende af
Bordet, begyndte at tale om de Uleyligheder der ere ved at
reyse, og hvor vanskeligt det er for Folk, der aldrig sidde Hiem¬
me ved deres eget Bord, uden en stor Mængde af Tienere til
