Vi kom strax efter til et lidet næt Huus paa Veyen, hvor
Præsten fortalte mig at der boede en meget behagelig Enke¬
Frue, som hand i forrige Tider havde giordt sin Opvartning
hos. Hun havde paa den Tiid, sagde hand, saa stor en
Riigdom af Helbred som noget Fruentimmer i Landet; men
hun har siden pantsat den til Apothekerne for Draaber, og
derfor har jeg taget Afsked fra hende. Hun havde besluttet
at blive en Enke, og derfor giftede sig med en Officerer, som
fik sit Hoved slaaet i Stykker i Slaget ved Fontenay. Disse
ere et Slags Folk, som jeg giør ikke Bekiendtskab med; de have
deres Liv paa alt for uvisse Vilkaar. "Men de ere nyttige
Lemmer i det almindelige Samqvem, sagde jeg, og fortiene vor
Høyagtelse. Det kand være, min Herre, svarede Præ¬
sten, og ligeledes ere de som grave i vore Steen=Kul=Miiner,
hvilke ere hver Time i Fare for at blive levende begravne.
Men der ere Grader i Rang, Mr. Fitz=Adam, som bør nøye
tages i agt; og en Mand der har en slet Helbred, eller hvis
Handtering er farlig, skulde ikke tænke at hand er lige saa god
som andre Folk, der have en sund Natur og hvis Forretnin
ninger ere mindre farlige.
Jeg havde sat mig for at jeg vilde ikke meeere falde Præsten
ind i hans Tale, hand fagde derfor videre: "Mr. Fitz=Adam,
J maae mueligen tænke, at jeg er en meget underlig Mand;
men jeg er ingen Fiende af Folk der have en slet Helbred, ey
heller unddrager jeg dem min Almisse og Hielp, naar deres
Trang udkræver det; men omendskiønt jeg giør dem all den
Tieneste, som er i min Magt, saa kand jeg dog ikke beqvem¬
me mig til at fornedre mig selv saa dybt og giøre Cammerat¬
skab med dem. Det er meere i Lægens Magt at give Rang
