fleere Præstekald (*), dersom hand ikke skikkede sig efter Tiden;
en Procurator vilde ingen Sager faae uden Løgn; en Læge
ingen Syge uden Apotbekeren; en Kiøbmand ingen Lyst¬
Gaard paa Landet uden Bedragerie; en vakker Frue vilde in¬
gen Spille=Sælskaber faae i sit Huus, dersom hun ikke spillede
falskt; en Vantroende vilde ikke blive navnkundig, dersom hand
ikke bragte nogle til at være hans Discipler, og en Skribent
vilde ingen Middags=Mad faae, uden Bagtalelse og Uteerlig¬
hed i hans Skrifter. Dobleren vilde blive forarmet; den
Vellystige vilde ikke have noget at giøre; den fornemme Heste¬
Pranger vilde sælge sin Hest for den halve Priis, og Forval¬
teren, Kiældermesteren, Lakeyen, Huusholdersken, Urte¬
gaardsmanden, Staldkarlen og den gandske Hob af Tieneste¬
folk skulde miste deres fornødne Sportler.
Den gamle Regel, at Ærlighed er den beste Klogskab,
har for lang Tiid siden været udklappet og afskaffet; men jeg er
stadigen af den Meening, at et Skin af Ærlighed, naar det
blev vel antaget, maatte befordre en Mands Nytte, omend¬
skiønt det maae giøre ham Skade at være det virkeligen. Jeg
vilde derfor raade Folk i alle Slags Kald og Handteringer (om
det kun skeedte for et Forsøg, og fordi det er noget Nyt) at an¬
tage mellemstunder et Skin af liden Ærlighed. De fleeste
Mennesker have en naturlig Afskye for at lade sig bedrage med
deres aabne Øyne, og omendskiønt det er disse Tiders Skik, at
ikke bruge noget Skiul, saa er det dog agtet for den sikkerste
Maade at bedrage under en Masqve af Oprigtighed. For at
befordre denne Hensigt, vilde det ikke være af Veyen at anta¬
ge et Skin af en lille smule Religion; men jeg vilde for al¬
ting
(*) J Engeland kand en Præst undertiden, ved særdeles Bevilling,
have fleere end et Kald, som ligge ofte langt fra hinanden hvorfor
hand ikke selv kand forsyne meere end det ene.
