Det er uden al Tvil noget Ondt, som Fruentimmerne ere
forgiordte med. Jeg var forgangen Dag i et Huus, hvor
en Kone begiærte af hendes Mand nogle Alne Linnet, som
var fuldt af tusende Huller. Kræmmeren, som havde lagt
det frem, havde gierne ladet hende faae hundrede Alne.
Manden vilde ikke. Strax paa Timen holdt denne ulyksa¬
salige Kone Haanden for Panden og klagede: Hvilken u¬
taalelig Piine, man maatte legge hende paa Sengen. Jeg
forbandede tusende gange hos mig selv Mandens Haardhed.
Maae skee dette Linnet, som hun vilde bære paa sit Hoved
og omkring sine Arme, kunde fordrevet det Onde. Man
forsikkrer mig, at i forrige Tider vare Fruentimmerne, li¬
gesom paa vores Øe, vel dannede; nu omstunder have de
Alen i Omkreds neden til, og een Alens Høyde oven til.
Du forstaaer dig paa Proportioner, Ben=Josua, kunde
du holde saa storligen af den deylige Judith, dersom hun
var viidere omkring end hun er høy? Men Naturen her er
sig ikke selv meere liig. Hexeriet har vendt op og ned paa
alting. Fruentimmerne have et Pulver, hvis Virkninger
ere høystforunderlige, de Gamle giøre sig unge, og de Unge
giøre sig gamle dermed. Du veed og du seer, at den na¬
turlige Rødhed har sine adskillige Grader. Her er det en
fyrig og liige Rødhed, som maler alle Ansigter. Man
meener at finde halvtrediesindstinge Fruentimmer i en For¬
samling og man seer ikkun et eneste.
Der ere unge Mandspersoner, og undertiden gamle,
som man forpligter til at gaae med Hæle, som ere over¬
strøgne med en Farve af dette Pulver; jeg veed ikke hvad
for en skadelig Virkning det giør hos dem. Ere de til
Vogns?
