Qvindens Skriig, som stedse holdt mig fast, bragte det gandske
Vertshuus i Oprør, og drog en mængde af Tilskuere ind i
Kammeret; min Reyse=Broder gik for an og med ham fulgte
en Soldat, som sagde at hand var dette Qvind=Menneskes
Mand, og soor at hand vilde have mit Hierte-Blod, fordi jeg
havde forført hans Kone til Utugt. Jeg beraabte mig paa
min Uskyldighed, men for vantroende Tilhørere, da Qvinden
derimod beskyldte mig for at have tvunget hende imod hendes
Villie; foregivende at det var hendes Ulykke at hun i Aftes
havde været lidet beskænket, og at hun havde taget feyl og var
gaaet ind i mit Kammer i stedet for hendes eget.
Men for at ikke opholde mig længere end det behøves
ved denne skammelige Sag, saa blev jeg tilsidst tvunget til at
give Soldaten en Guinee, og derefter med Taalmodighed at
lide Pøbelens Forhaanelser, som omringede Vertshuuset, da
vi satte os i Vognen, og huyede og raabte efter os lige til Enden
af Byen.
Min Reyse=Broders koldsindige Forhold i Verts=Huu¬
set, og det ærbare Ansigt hand nu giorde, begyndte at opvæk¬
ke en Mistanke hos mig, der var ikke meget til hans Fordeel;
og medens jeg overlagde hos mig selv, paa hvad Maade jeg skul¬
de begynde at tale til ham, tildrog sig en Hændelse, hvorved
hand paa eengang glemte at tage sig vare, og jeg blev vaer, at
jeg, i stedet for en behagelig Staldbroder, reyste med en Fien
de. Denne Hændelse bestod deri, at Vognen pludseligen vel
tede, ved hvilken Leylighed, endskiønt ingen af os fik Skade,
