hand udøste saadan en Mængde af Forbandelser over Kudsken,
at jeg skælvede ved at høre ham. Jeg søgte at stille ham til¬
freds ved de allersagtmodigste Paamindelser, men i stedet for
at formilde hans Vrede, vendte jeg den gandske mod mig selv;
og med tusinde Eeder og Forbandelser lovede hand at hævne sig
paa mig, sigende mig derhos, at hand hadede en Præst som
hand hadede gammel Erik; at hand havde underkiøbt Solda¬
tens Hore til at gaae i Seng til mig i Vertshuuset, og at hand
havde intet andet Ærende end at holde et Diævels Huus med
mig heele Veyen igiennem. Jeg stod forbauset over hvad jeg
hørte, og vilde ikke sætte mig i Vognen igien; hvorpaa vi
kom til at brydes og slaaes sammen, indtil hand, ved hans
Tieners Bistand og ved Kudskens Skalkagtighed, hvilken hand
havde faaet paa sin Side ved en heel Haandfuld af Sølvpenge,
stødte mig ind i Chaisen og tvang mig til at kiøre videre.
Vi havde neppe kiørt en fierding Vey, førend vi ind¬
hentede et Par Tater=Qvinder paa Veyen; den ene en gam¬
mel Kiærling, den anden en ung Tøs. De vare ikke andet
end Pialter og Skarn fra øverst til nederst, og saa drukne, at
de ravede ved hvert Trin. Min Staldbrøder bød Kudsken at
holde stille, og efter at hand havde spurt disse Qvinder hvor
hen de vilde gaae, stod hand ud af Vognen og sagde til mig, at
hand kunde ikke være saa ubarmhiertig og sidde mageligen og
strække sig i en Vogn, medens to af det svage Kiøn gik bar¬
beenede paa Veyen; og at dersom jeg havde ikke noget vigtigt
at indvende derimod, saa vilde hand tilbyde den gamle Matro¬
ne sit Sted, og Jomfruen, som det behagede ham at kalde hende,
kunde meget beqvemmeligen sidde paa mit Skiød. Det var
