ninger, om hand giør det endnu eengang, ved denne besynder¬
lige Leylighed, som J nu giver ham. J siger i eders sidste Brev,
at J har tabt i Spill to tusinde Gvineer; denne Tidende for¬
aarsager mig en uendelig Græmmelse; thi vi Folk paa Landet
ansee to tusinde Gvineer for en meget anseelig Sum; og dersom
jeg ikke kiendte eder, da skulde jeg faldet i største Forundring
over den lystige Skrivemaade, som findes i eders Brev, efter
et saa betydeligt Tab.
Jeg veed at J Herrer i Staden ansee Spill, i det aller¬
høyeste, som en Skrøbelighed og en Tiidsfordriv; jeg derimod
har i lang Tiid anseet det som en af de groveste Synder
jeg kiender. J maa holde en gammel Landsbye=Præst til
gode at hand betiener sig af dette Ord, hvilket mand siger mig
er gandske kommet af Moden. Vil J vide, hvorfor jeg tæn¬
ker saaledes? Det er fordi Spill kand giøre en virkelig Skielm
af det allerærligste Menneske.
jeg kiender eder; jeg er forsikkret om at J har en natur¬
lig Tilbøyelighed til at giøre got, og at J ønsker at forhverve
eder et got Naun i Verden. J har viist, fra eders spædeste
Barndom, at J havde et fromt og medlidende Gemyt; jeg har
seet, at J har givet tolv Skilling til en skikkelig gammel Mand,
da J havde ikke meere end en Mark, og følgeligen beholdt selv
kun fire Skilling tilbage. Hvorledes er det da mueligt, at J
saa heftigen kand elske en Ting, som, med Tiden, kand berøve
eder eders Klogskab, eders Ære, eders Lyst til Ædelmodighed,
ja som kand end og bringe eder til at begaae Uretfærdigheder?
