Jeg veed, at J vil lee over det som jeg her fremfører, og
at J vil sige at jeg prædiker for eder. Nu vel, enhver giør sit
Embede; jeg haaber at jeg skal aldrig skamme mig ved eller have
Skam af mit. Men hvorledes kand Spill have saadanne Føl¬
ger, som jeg taler om? Hav et Øyeblik Taalmodighed, naa¬
dige Herre, jeg skal viise eder det, og end med faa Ord, om¬
endskiønt jeg er kun en gammel Mand, der gaaer i Barndom.
Et ungt Menneske kand blive fordervet, ligesom de Sæl¬
skaber ere, hvilke hand søger. Mig synes, naadige Herre, at
de Huuse, hvor mand holder Spille Borde, ere ikke Viisdoms
og Dydens Skoler. De Regler, som mand der frembringer, de
Samtaler som der føres, det Syn som mand der seer, de aller¬
skammeligste menneskelige Passioner, en ivrig Begiærlighed
efter at vinde, Forbittrelser, Eder &c. alt dette synes mig ikke
at være meget beqvemt til at giøre et ungt Menneske dydigt.
Hvad Naun og Rygte angaaer, da vil mand lætteligen
tilstaae mig, at iblant alle Carakterer er der neppe nogen verre
end at have Navn af en Spiller. Hvor fordervet Verden end
er, saa har der dog aldrig været noget Menneske, som er blevet
almindeligen holdt i Ære, fordi hand har været hengivet til
Spill. Dersom det er anderledes nu ømstunder, da maae
Sagerne have forandret sig meget, siden jeg sidste Gang var i
London; det var Georg den Førstes Kronings Dag.
Jeg beder at J vil eftertænke, thi eders gode Tilbøye¬
ligheder ere mig bekiendte) hvor ofte J har vildet hielpe en eller
anden værdig Person, som har været elendig og nødlidende og
at J har ikke kundet, efterdi J havde været ulykkelig i Spill en
-- Efter¬
eller to Nætter tilforn.
311
