Herrer og Dommere.
Naadig
Jeg havde været med en anden Pige, min Med¬
tienerinde, paa Comoedie Huuset i Drury=Lane, for
at see et Stykke, som kaldes Landsbye=Konen. Det
var sandeligen et slemt Stykke, og jeg ønsker at det
ikke satte min Medtienere nogle ugudelige Tanker i
Hovedet; thi hun sneeg sig fra mig ved Udgangen
af Comoedie=Huuset, og kom ikke hiem den heele
Nat. Jeg gik da alleene for mig selv over St. Po¬
vels Kirke=Gaard, hvor den Anklagede kom til mig
og vilde endeligen have et Kys af mig. Haha, un¬
ge Springer, tænkte jeg ved mig selv, jeg troer at
vi have alle været paa Comoedien; men dersom et
Kys vil fornøye eder, saa kand J endeligen tage det,
og gaae eders Vey; thi J skal ikke nyde meere af
mig, det forsikkrer jeg eder. Dette sagde jeg ved mig
selv, naadige Herrer, medens den unge Karl kyssede
mig; men naadige Herrer, han begyndte at blive
gandske næsviis; jeg stod da gandske stille op til
et Muuren, uden at sige saa meget som et eneste Ord;
et thi jeg havde Lyst til at see hvor vidt hans Uforskam¬
menhed vilde drive ham. Men i et Øyeblik, da jeg
e mindst tænkte paa noget saadant, krak gik mit Lom
me=Baand i tu, og det unge Menneske løb bort med
mine Lommer i sin Haand. Og da tænkte jeg det
var høy Tiid at skrige; jeg raabte da Mord og hold
paa Tyven, indtil Vægterne toge fat paa ham, og
førte os begge hen til Vagten. Og jeg maae sige,
at jeg aldrig i min Livs Tiid havde været i saadan
en Bevægelse; thi hvem vilde have ventet noget saa
dan
