dant af et ungt Menneske, der havde saadant et ær¬
ligt Ansigt? Jeg stod derfor gandske stille, som jeg
forhen sagde, uden at røre saa meget som en Finger,
thi saasom han var saadant et ungt Menneske, saa
havde jeg stor Lyst til at see, hvor vidt hans Ufor¬
skammenhed vilde drive ham.
Den overmaade Oprigtighed, hvormed denne Kla¬
ge var forfattet, behagede mig ikke lidet, og jeg kunde
ikke andet end tænke, at den maatte give en meget yp¬
perlig Lærdom for disse af mine smukke Læserinder,
som ere undertiden for at føye deres Nysgierrighed,
hvor det vilde være forsigtigt at dæmpe den, og for at
holde deres Mund, naar de skulde være meest færdige
til at skrige.
Jeg troer, at mangt et Fruentimmer i høyere
Stand har haft den samme Nysgierrighed, som denne
stakkels Pige, uden at komme saa vel derfra, omend¬
skiønt Tyven er ikke blevet bragt i Forhør for det
Rov han havde begaaet; Vægterne, som skulde gribe
saadanne Tyve, ere og gemeenligen faldne i Søvn,
med mindre det kand en og anden gang være en Æg¬
temand eller en Fader; men det Røvede kand aldrig
blive erstattet igien.
Sandt at sige, Nysgierrighed er den største For¬
dervelse for Qvindekiønnets Ære. Det var vores før¬
ste Moders Skrøbelighed, og den er nedstiget i en døb¬
belt Grad til næsten enhver af hendes Døttre. Der
uu 2
