for alting, formedelst min Søns Ube¬
sig. Jeg fryg
sindighed og Hidsighed, der har saadanne Begreeb om Ære
og Retfærdighed, som unge Krigsfolk gemeenligen have,
hvilke til Trods for Loven ville være Dommere i deres egen
Sag, og hævne den Uret, som Himmelen allene skulde
straffe.
Jeg har skrevet ham til angaaende denne Sag, i all
den Hierte-Angest, som en kiærlig og bedrøvet Moder kun¬
de skrive. Men Ach! det bæres mig ulyksaligen for, at
mit Brev vil komme for silde. Hvad er denne Ære, og
hvad er denne Retfærdighed, som skynder Menneskene til
voldsomme og blodige Gierninger, og enten lader dem bli¬
ve til Slagt=Offer for Loven, eller for deres egen ufor¬
svarlige Forvovenhed? Jeg har forestillet ham hans Pligt,
saa eftertrykkeligen, som jeg var mægtig til i denne for¬
virrede Tilstand, og har bedet ham, for hans egen Siæls
Skyld, og for deres Skyld, som han inderligst elsker, at
han dog ikke vil styrte i den yderste Ulykke en Familie, hvis
Gienvordigheder allereede ere færdige at siunke dem ned i
Graven.
Det eneste Glimt af Trøst, som jeg seer, er det Haab,
at dette Brev, naar J lader det trykke, maae advare det
Skarn, som har gjort os ulykkelige, om sin Fare, og be¬
væge ham til at undvige den. Frygt følger almindeligen
