ter at jeg har anvendt syv Sider af otte paa at viise,
at Fruentimmerne vanhelde deres Personer, og Mand¬
folkene deres Hauger, ved alt for megen Kunst, saa giør
jeg ingen anden Slutning, end at jeg koldsindigen erin¬
drer dem, at begge Deele vilde være langt smukkere, der¬
som Naturen blev mindre gjordt ukiendelig.
En vis Person, som havde reyst vidt omkring i Ver¬
den, begav sig paa en af hans Reyser til Florents,
hvor han blev storligen afholdt og æret af Store=Her¬
tugen. De adskillige Lande han havde seet, og den ar¬
tige Munterhed, hvormed han beskrev deres Jndvaa¬
neres Skikke, Sæder og Carakterer, giorde hans Sælskab
og Fortælling meget behagelig. Men det hændte sig li¬
det ulykkeligen, at han var faldet paa at antage en af de
Østerlandske Skikke, nemlig at bruge Knebelsbarter, og
disse har han af den yderste Størrelse. Store=Hertugen
kunde ingenlunde finde behag i denne Mode; og saa
snart han havde udtømmet sin anden Flaske, vilde hans
Misfornøyelse bryde ud, endskiønt aldrig med større
Haardhed end i følgende Ord: "Signor Giramondo, jeg
er ikke Hertug i Toscana, saa længe J bærer disse Kne¬
belsbarter. Ligeledes siger jeg, "Jeg er ikke Adam Fitz
Adam, saa længe Fruentimmerne bære saadanne umaa¬
delige Fiskebeens Skiørte, saadanne korte Klokker, og
saadanne store Skiøn=Pletter nær ved det venstre Øye;
eller saa længe Mandfolkene ødelegge deres Midler og
Helbred med Spill, eller vanhelde Naturens Gestalt
ved Kunstens Lapperier.
Saa¬
