Den Ende, som Tiden giør paa alle dødelige og for¬
gængelige Ting, skeer ved en uformærkt Aftagelse; og naar
en Ting er eengang kommet til sin Moedhed, da giver den
os alleneste det bedrøvelige Syyn, at den hvert Øyeblik
forfalder, og nærmer sig ved en stedse tiltagende Hæslighed
til sin endelige Opløsning.
Vi beklage ubesindigen en Stor Mand, hvilken Dø¬
den har taget bort, som vi sige, i hans blomstrende Her¬
lighed; og vi tilstaae dog, at det vilde været lykkeligere for
Priamus, Hannibal, Pompeius og Hertugen af Marl¬
borough, i Fald Skiæbnen havde gjort tiligere Ende paa
deres Liv.
Jtedet for at anføre en Mængde af latinske Vers,
vil jeg henviise eder til den Deel af Juvenals tiende Saty¬
re, som handler om et langt Liv; men jeg maae i Sær¬
deleshed begiære, at J vil give Agt paa, hvad Fynd der er
i følgende Linie:
Provida Pompeio dederat Campanie Febres
Optandas.
Campanien havde forsynligen givet Pompeius en
ønskelig Feber.
Det er ved en alvorlig Betragtning over Meningen
af denne Linie, at jeg har faaet den største Tanke, som no¬
gensinde er kommet i en Projectmagers Hierne; og jeg tvi¬
ler ikke paa, dersom jeg kunde engang indføre ovenmeldte
E¬
