Tiids Korthed og Uvished giør saadant et Haab ufornuf¬
tigt og urimeligt. Graven ligger useet imellem os og
den Ting vi række efter; dersom et Menneske lever saa læn¬
ge, at han nyder det Gode han har i Sigte, da blive ti tu¬
sende bortrykte, medens de jage derefter.
Det hænder sig iligemaade ulykkeligen, at et Haab
døer ikke saa snart ud hos os, førend et andet fremkommer
i dets Sted. Vi kand lætteligen bilde os ind, at vi skal
blive lyksalige og fornøyede, dersom vi kand komme til at
besidde eller nyde saadan og saadan en Ting; men hvad
heller det kommer af Tingenes slette Beskaffen hed, eller
af Sindets naturlige Ustadighed, saa have vi ikke snarere
opnaaet en Ting, førend vi udstrække vort Haab til en
anden. Vi finde stedse nye tillokkende Steder og Landska¬
ber, der ligge bag ved disse, hvilke, da de laae længere
borte, vare det yderste vi havde i Sigte.
De naturlige Følger af slige Betragtninger ere disse:
at vi skulde vogte os for at lade vort Haab løbe alt for langt
ud; at vi skulde tilstrækkeligen overveye de Ting vi haabe,
om de ere af den Beskaffenhed, at vi fornuftigen kand ven¬
te af dem hvad de love os, naar vi komme til at nyde dem;
og om de ere saadanne, at vi maae være nogenlunde visse
paa at naae dem, ifald vi leve saa længe. Dersom vi haa¬
be Ting, der ere alt for langt fra os, da er det mueligt,
at Døden kand snappe os op paa Veyen, medens vi jage
efter dem. Dersom vi haabe Ting, hvis Værd vi have
ikke tilfulde betænkt, da vil vor Græmmelse over at finde
os
