edtægt iblant de Folk, som kaldes Qvæ¬
Det er en
kere, (og det er en meget priiselig Maade) at de taale ikke
en overbeviist og aabenbar Skielm at være et Lem af deres
Meenighed. De have en Ceremonie, hvormed de uddrive
ham af deres Samqvem, og omendskiønt han endnu maae
blive ved at bekiende sig til deres Lærdomme og Menin¬
ger, saa ansee de ham dog ikke for et Lem af deres Kirke;
ey heller holde de ham anderledes for en Broder, end som
et hvert Menneske nedstammer fra en fælles Fader.
Jeg troer gandske vist, at Qvækerne have laant denne
kloge Anordning af Fruentimmerne; men saasom man seer
at de fleeste Copier have ikke nær det Liv som deres Origi¬
naler, saa haaber jeg, at disse vindskibelige, forsynlige og
formuende Folk ville undskylde mig, om jeg agter det før¬
ste og fuldførte Mynster bedre end en ufuldkommen Ef
terligning deraf.
Qvækerne have aldrig, saa vidt jeg veed, udstødt no¬
get Lem for en eneste Forseelse; ey heller, naar den er of¬
tere begaaet, have de saaledes drevet ham fra menneske¬
lig Samqvem, at han skulde blive forhærdet i Synden,
eller døe af Fortvilelse. Hvilken ædel Strenghed øve
Fruentimmerne imod dem som falde fra Kydskhed! At væ¬
re engang skrøbelig, er at blive ævigen beskæmmet. Et
Fald fra Dyden, hvorledes Omstændighederne end maae
være, eller hvorledes det end fortrydes, kand derfor ikke
undskyldes eller agtes mindre af dem. De ansee Overtræ
deren og Overtrædelsen med lige Afsky; og forsømme Forret¬
ninger,
