J min sidste Sygdom gjorde vi Aftale om Tiden og
Stedet, hvor jeg skulde aabenbare mig for eder; J holdt
rigtigen eders Løfte: Thi omendskiønt det var mig ikke til¬
ladt at lade mig see, saa var jeg dog nysgierrig for at vide,
om J havde Mood til at tage imod en høytidelig Besøgelse
af de Døde. Timen dar kommet, Klokken i det næstlig
gende Kirke=Taarn slog Et, ingen menneskelig Røst hørtes
at bryde den frygtbare Taushed, Maanen og Stiernerne
skinnede klart i deres Midnat=Glands, og kastede deres
Glimt igiennem Træerne, som i høye Rader førte til
Middelpuncten af en liden Skov, hvor jeg havde lovet
at møde eder.
Jeg saae eder gaae ind i Skoven, med en skiødesløs
vantroe Miine, ikke den mindste Bekymring eller Forven¬
telse saaes i eders Øyekast, ret ligesom J kom der allene¬
ste for at holde eders eget Ord, og af et Slags Agt for min
Hukommelse; Jmidlertiid bevægede Nattens Rolighed e¬
der til at vandre omkring, indtil Morgenen begyndte at
frembryde, da J gik tilbage igien, siungende en forfænge¬
lig Viise, som J havde lært af en Historte-Bog. Af eders
Sinds Lystighed syntes J, My Lord, at være fornøyet o¬
ver at have faaet et nyt Beviis imod et tilkommende Liv,
og at være Lyksalig, i at finde eder selv, som J sluttede i
lige Rang med de ufornuftige Dyyr, som forgaae. En
herlig Fordeel! og som vel fortiener eders Triumpf.
Men vi have saa ofte talet om denne Materie, at jeg
vilde ikke falde eder kiedsommelig med at igientage noget af
det som er skeedt; alleneste engang endnu at bane Vey til
øders Fornuft, ved at bevæge eders Passioner, i det jeg
