atter fører eder til Gemyt, hvovledes eders Brøder døde,
hvilket altsammen var et klart beviis paa Siælens Udø¬
delighed, og til hvilken høy Grad af Tapperhed dette Haab
kunde opløfte et Menneskes Hierte, i Forskrækkelsens Stund,
og i Dødens Strube.
Med hvilken villig Standhaftighed udstod han Syg¬
dommens Hæftighed! med hvilken Overbeviisning og fuld
Vished ventede han sin Gudsfrygts Belønning! med
hvilken Rolighed, med hvilken tækkelig Overgivelse hørte
han Dødens Dom, da Lægerne (efter hans idelige Begiæ¬
ring) lode ham vide at der var intet Haab om hans Op¬
komst. Saa har jeg da, svarede han, kun nogle faa
møysommelige Trin at giøre, og saa skal Livets Rey¬
se have Ende.
Dette var ikke en Tiid til at forstille sig; alting var
en aaben uskrømtet Godhed, og en sand Høymodighed;
Intet kunde ellers opholdt ham, da enhver Omstændighed,
i Livet hialp til at lokke ham tilbage til Livet, at giøre
Gravens Skygger fælere, og Forskrækkelsers Konge end¬
nu forskrækkeligere.
Der var ikke, My Lord, iblant det menneskelige Kiøn,
en mere elskelig og behagelig Person end eders Broder;
hans Ægteskab var nyligen besluttet med den deylige Cleo¬
ra; han havde nyligen fuldfærdiget et prægtigt Herre-Sæ¬
de og en smuk Hauge for at tage imod hende: Da han
var nær Døden, kom hun, efter hans Begiæring, for at
sige ham det sidste og bedrøvelige Farvel: Englene maat¬
te have sørget over at see Taare i de klareste Øyne paa
