re, har jeg kiendt og hørt om mange, der have ført et a¬
ordentligt og ryggesløst Levnet, som have gaaet Døden i
møde med den største Taalmodighed og Villighed; da der¬
imød den gudfrygtige og dydige Christen, hvis Levnet har
været fremdraget i Religionens og Dydens bestandige Ø¬
velse, har seet dens Ankomst med Forvirring; og forme¬
delst en indvørtes Overbeviisning, at han har ikke ved alle
Leyligheder gandske nøye gjordt som han burde, er død
frygtsom og forsagt.
Heraf vil det sees, at de, som dømme om Menne¬
skenes Levnet efter deres Forhold i deres Død, maae un¬
dertiden tage Feyl. Dødens Foragt maae hos mange til¬
skrives en dorsk Følesløshed, hos nogle en fæisk og ufor¬
nuftig Dristighed, hos andre en Leedhed til Livet; hos
nogle faa en philosophisk Frimodighed, saavelsom og hos
mange et velgrundet Haab om et lyksaligt Herefter. Sir
Thomas Moores Skiemt paa Retterstedet, som, da han
havde lagt sit Hoved paa Blokken, bad Skarpretteren bie
indtil han havde taget sit Skæg tilside, efterdi det havde
ikke begaaet noget Forræderie, var ikke meeere et Beviis paa
at hans Levnet havde været dydigt, (dersom der ikke havde
været andet Hiemmel) end Morderens Skiemt under Gal¬
gen, der bad Bøddelen, at han vilde ikke røre hans Hals
med sine Fingre, efterdi han var kildren. Tyven, paa
det han maae faae Naun for at døe kæk, som det kaldes,
og Philosophen, for at stadfæste den Lærdom han har ført,
at Døden er intet Ondt, vil fare ind i Ævigheden med en
tvunget Trodsighed, og heller fortørne Himmelen, end be¬
kiende deres Frygt for Døden.
Menne¬
