undertiden Hyklere i deres sidste Øve¬
Menneskene
blik, af Hovmod, ligesom de have været i deres gandske
Levnet af Egennyttighed; det vil og ikke komme os frem¬
met for, at de ere saa; thi efterdi et hvert Menneske vil
gierne (om det kand skee uden megen Umag) efterlade sig
et got Naun, saa vil han ikke gierne, naar han skal døe,
tilstaae, at have været en Skielm i sin gandske Livs Tiid.
Af disse og deslige Aarsager have de verste Misdædere gaaet
til Retterstedet med lige saa megen Triumpf og Glæde,
som de gamle Martyrer gik til Baalet for Himmelens og
Religionens Sag.
Hvad mig selv angaaer, (og jeg haaber det vil ikke til¬
regnes mig som en formastelig Indbilding) da skulde jeg
tænke paa Døden med meget større Skræk end jeg giør,
dersom jeg betragtede den som den sidste Ende paa mit Væ¬
sen. For een, hvis Levnet har ikke været brændemerket
ved nogen Hoved=Last, og hvis Skrøbeligheder, han yd¬
mygen haaber, ere ikke større end disse, som kand paakom¬
me den menneskelige Natur; som har ikke været nyttig for
sin Skaber, efterdi han var et Menneske, ey heller for
det menneskelige Kiøn, efterdi Lykken havde væxet ham u¬
gunstig; og hvis Forbindelser i dette Liv have været saa¬
danne, at han nok ønskte at de maatte vare ævigen; jeg si¬
ger, for een, som saaledes tænker, og som haaber at han
har saaledes levet, vilde Døden blive overmaade forskræk¬
kelig, dersom han tænkte at han skulde blive til intet. Og
dog har jeg iblant mine egne Bekiendtere fundet en Mand,
der førte et skikkeligt Levnet og Vandel, som vilde alle
Mennesker vel, og som elskte og fornøyede sig med sine
Venner, men som, ved en langvarig og smertefuld Syg
