Folk, som
formedelst nødtrængende Omstændighe¬
der Tungsindighed, eller Legems Svagheder have levet
i stedsevarende Misfornøyelse, giøre sig gierne det smig
grende Haab, at Livet skal endnu betale dem sin Giæld,
og saasom de have hidindtil fremdraget deres Dage U¬
den at nyde noget, saa skal alting endnu gotgiøres dem,
inden de komme til at døe. De anfee Riigdom, For¬
nøyelse og Sundhed som Velsignelser, hvilke man al¬
drig kand blive keed af, og betragte deres Besiddelse,
som en u-afbrudt Lyksaligheds Stand, hvilken de læn¬
ges efter at smage, og kand ikke taale at tænke paa
at døe, førend de have nydt dem. Saaledes ere de E¬
lendige forelskede i Livet, og bange for Døden. Haa¬
bet smiggrer for dem med Løfte om lyksalige Dage; og
Døden, som vilde uforbigængeligen afskiære dette Haab,
ansees af dem som den allergrummeste Fiende.
Lader os nu kaste vore Øyne paa disse, som ere i
lyksaligere Omstændigheder; paa disse, som ere fornøye¬
de med deres Lod, og hvilke (om der ellers findes saa¬
danne) have levet al deres Tiid, i Sundhed, Fornøyel¬
se og Overflødighed. Hvad kand i Morgen bringe saa¬
danne som disse, uden hvad de tilforn have kiendt, med
mindre det er Vanlykke? Af denne Betragtning kom¬
mer det, at slige Personer ere meere tilfreds med at
døe. Det falder os lættere at miste hvad vi besidde,
end at lade os betage vort Haab om det som vi øn¬
ske; Aarsagen hertil er denne, at hvad vi vente er al¬
tiid større end hvad vi have og nyde. Og deraf kom¬
mer det, at naar Livet lader os nyde dets Gaver og
Lyksaligheder, da blive vi mindre begierlige efter dets
Varag¬
