At være uden Sands og Følelse! at ikke være meere
til! at finde sine Øyne tillukte i en ævig Søvn! foraarsa¬
gede ham en ubeskrivelig Gruelse. Men om dette var det
verste som han frygtede for, da endte aldrig noget Menne¬
ske sit Liv paa en meere feyg og urimelig Maade; han tor
de ikke være i Mørke eller alleene i et Øyeblik; han sprang
op af Rædsel før en Skygge, og viiste en meere end
barnagtig Frygt og Skrøbelighed i hans Giernin
ger; han bad end og Lægerne, at de skulde give ham Haab
om Livet, og ikke lade ham vide, om hans Tilstand var
fortvilet; han forbød den der opvartede ham, at nævne
Døden eller Graven, eller at tale et alvorligt Ord, naar
han kunde høre det; omendskiønt hans Sager vare i den
største Uorden, saa torde dog ingen vove at raade ham til
at beskikke dem ved et Testament. Men al denne Var¬
somhed gav ham ingen Lindring; hans Hierte-Angest,
hans Skyld, hans Sinds Forvirring lode sig tydeligen see
i hans Øye=Syyn; den liderlige Amoret, som havde fulgt
med ham, forklædt som en Page, fik sielden Tilladelse at
see ham; men naar hun kom til ham, skælvede han, og
faldt i de største Beængstelser, lukkede sine Øyne og vendte
dem fra hende men talte intet til at trøste hende i den Nød han
havde bragt hende udi; ey heller udviiste han den mindste
Nuelse fordi han havde forført hende til at forlade den æd¬
le Sebastian, som hun var forbundet til ved Ægteskabs
Løfter, og tusende kiærlige Forpligtelser. Han var saa
vranten og utaalmodig, at det var utaaleligt, og giorde
ham end og foragtelig for hans egne Tienere; naar Læge¬
midlerne, som han brugte, giorde ikke den ventede Virk¬
ning, saa bebreydede han Lægerne, at de vare forsømme
lige eller ukyndige; og dog mellemstunder anraabte han
dem
