var, og havde ikke det Sted han kunde hælde sit Hoved
til; indtil han følte Dødens Smerter, og blev henlagt i
Paa det vi, boende under den Al¬
den stille Grav;
mægtiges Vinger, og hvilende i den uendelige Kiærlig
heds Skiød, maatte fremdrage en velklingende Ævighed
med at siunge Moses Sang og Lammets Sang.
J Bier, vindskibelige Arbeydere, som med flittige
Vinger giennemfare den blomstrende Hauge; og randfa¬
ge den grønnende Mark, og nippe af den honningflydende
Dug; J som vide ikke hvad det er at være ørkesløs; som
med en uophørlig Fliid, drive eders behagelige Arbeyde;
som lade ikke noget aabnet Blomster blive uprøvet, ingen
Soelskin gaae forbi uden at benytte eder deraf; J sindrii¬
geste Kunstnere, som hænge eder fast ved de vellugtende
Knoppe, og med eders fiine indstukne Røør, prøve dem
lige til Bunden; uddrage deres samlede Sødheder, ja¬
end og den inderste vellugtende Kraft af Urter, og Plan¬
J, naar J have fuldført eders
ter, og Blomster;
Arbeyde, samlet, luttret, og sikkert forvaret den velsma¬
gende Forraad; og maatte nu med billighed vente at ny¬
de i Fred hvad J have forhvervet; Aha! da blive J grum¬
meligen dræbte, og efterlade eders lækkre Liggendefæ til an¬
dre; efterlade dem end og til at nydes af eders Mordere selv.
Jeg kand ikke bare mig for at bejamre eders haarde Skæb¬
Hvorledes skulde da mine Jndvolde lyde af
ne!
Medynk, og mine Øyne løbe over af Taare, naar jeg be¬
tænker, at saaledes, saaledes gik det med eders og vores
Skaber, der er blevet Menneske! Efter et Liv af den meest
exemplariske og nyttigste Gudsfrygt; et Liv opfyldt med
Velvilligheds Tienester og Kiærligheds Gierninger, blev
