Hvilken, endskiønt han er HEr¬
liggiørelses store
Fyrstes
re over Englenes Hærskarer, og øverste befalingsmand
over de Himmelske Aander, frivilligen opofrede sig selv til en
blodig Forsoning for Syndere?
Den ene Døde, saasom han var et dødeligt Menne¬
ske; og alleneste opgav et Liv, som var længe tilforn for¬
brudt til den guddommelige Retfærdighed; som snarligen
maatte blevet overgivet som en Giæld til Naturen,
dersom det ikke var faldet som et Rov for Krigen:
Men Christus antog vort Kiød, og opgav sin Aand,
skiønt han var den store JEG ER, alt Væsens Kilde,
som kalder Lyksalighed og Udødelighed gandske sit eget.
Han som agtede det ikke for et Rov at være Gud liig; han
hvis Udgange ere af Ævighed; han selv blev i Skikkelse
som et Menneske, og bortrevet af de Levendes Land. For¬
undrer eder, J Himle! Forfærdes, O Jord! Han døde
Døden, om hvilken det vidnes, at han er den sande Gud
og det ævige Liv. Joh. 5 Cap. 20 Vers.
Den ene gav sig selv i Fare i hans Konges og
hans Fædernelands Tieneste, hvilket, endskiønt det var
priseligt at giøre saa, vilde været skammeligt, i slige
Omstændigheder, at undslaae sig for
Men Chri¬
stus gik i Striden, skiønt han var den velsignede og
eeneste Potentat; Kongernes Konge, og Herrernes
Herre. Christus begav sig i Striden, skiønt han var
vis paa at falde i Slaget; og iførte sig Harnisket,
skiønt han vedste forud, at det skulde dampe af hans
Blod. Denne himmelske Prints overgav sin Kongeli¬
ge Person ikke blot til en Hændelse, men til det uund¬
gaaeli¬
