ledes, paa det vi maatte leve
døde i
kændsel og Qval,
paa det vi maatte leve ævigen i den høyeste Glæde, og sid¬
de ævigen paa Herligheds Throner. - -- Ah! det er
ikke i vor Ævne, vi afmægtige, følesløse Mennesker, at
være tilbørligen taknemmelige. Han alleene, som be¬
viser saadan ubegribelig riig Naade, kand antænde en ret
brændende og taknemmelig Kiærlighed. Byg da dig selv,
allernaadigste Jmanuel, byg da dig selv, et ævigvarende
Grav=Minde, af Taknemmelighed i vore Siæle. Skriv
deri din mageløse Godheds Erindring, ikke med Blæk og
Pen; men med det dyrebare Blod, som flød af dine strøm¬
mende Aarer. Jndgrav den, ikke med Hammer og Jern,
men med det skarpe Spyd, som giennemstak din velsignede
Side. Lad det staae kiendeligt og u-udsletteligt, ikke paa
udvortes Steen=Plader, men paa vore Hierters inderste
Tavler.
Her tog min Betragtning Vinger, og i et Øyeblik
nedstigede i Urtegaarden ved Calvarie=Bierg. Efter at jeg
havde beskuet mine afdøde Med=Creatures Hvilested, syntes
mig, jeg længtes efter at see det Sted, hvor vor HErre
laae. - -- Og, o! hvilket høystforunderligt Syyn blev
fordum fremstillet i denne mærkværdige Grav! Han (*) der
ifører sig Lyys som et Klædebon, og gaaer paa Væirets
Vinger, fandt for godt at bære Dødeligheds Dragt, og
boede
M¬
(*) Hans Omhæng Mørket er, og Støv hans Seng; skiønt Solen¬
Med alle Stierner er Støv neden for hans Throne.
Poungs Nat=Tanker.
