betænke de den Uleylighed og Mathed, den Mødighed og
Smerte, som følge med den syge Seng! Jeg skiønnede al¬
drig paa hvad jeg var Gud skyldig for min Helbred, førend
jeg kom til at saune den. Saa længe mit Blod flød med.
et jævnt uafbrudt Løb i sine Render, og mine Aarer og
Seener vare i Stand til at giøre deres adskillige Forret¬
ninger, da agtede jeg ikke paa den Barmhiertighed, som
havde indrettet dem til disse Virkninger; men saa snart de
bleve tilstoppede og bragte af Lave, da skiønnede jeg paa de¬
res Værd; og medens jeg fik Ondt, naar jeg saae min Mad.
misundte jeg Bonden, hvis Helbred giør ham dygtig til
at forhverve sit Maaltiid med sit Ansigtes Sveed; og me¬
dens jeg laae i Piine i et stadseligt Kammer, og uden Hvi¬
le i en blød Seng, hvor glædeligen vilde jeg byttet Tilstand,
med den Daglønner, som i en ringe Hytte sover paa et
Knippe Straa. Hvor villigen vilde jeg bortgivet al den
Forfængelighed der er i pralende Titeler, alle Fordeele af
Riigdom og Høyhed, for at kiøbe Helbred! Helbred, som
giver Smag paa alt det Gode vi eye eller nyde; og, lige¬
som Lysets Straaler, udøser Skiønhed over alle Ting.
Da jeg laae syg, var den gandske Skabnings Deylighed
forsvundet for mig; jeg fandt ingen meere Harmonie i Mu¬
sikens Lyd; eller Glæde, naar Solen udspreedte sin Mid¬
dag=Glands; men vendte mine Øyne fra dens utaalelige
Skin, og ønskte at Nattens Skygger vilde skiule dens
Straaler. Jeg havde ingen Fornøyelse i at see alting om¬
kring mig blomstre, medens jeg selv visnede og forgik Fug
lene som qviddrede nær ved mine Vinduer, syntes at siunge
min Liig=Sang; og enhver Flue, som brummede i mit
Kammer, lydte ligesom et Kald til Dommen. Naar
Natten kom, tænkte jeg at jeg formodentligen aldrig mee¬
