de og ikke den mindste Tanke om nogen Stand efter
Døden, eller om den store Domstool, som jeg maatte
blevet fremkaldet for, hvor al min hemmelige Skyld
var blevet aabenbaret, og ikke den mindste Omstæn¬
dighed skiult.
Det er dette, som bevæbner Døden med alle dens
Forskrækkelser; ellers kunde jeg endnu drive Spot med
Frygt, og smiilende see den fæle Monark under Øyne¬
ne. Det er ikke den Tanke at opgive min Aand, det
er ikke den Tanke, at blive ævigen uden Sands og
Følelse, som jeg skrækkes ved; det er det forfærdelige
Herefter, det Noget paa hin Side af Graven som jeg
gruer for. Disse store Virkeligheder, hvilke jeg i Glæd¬
skabs og Forfængeligheds Timer har anseet og begeg¬
net som Jndbildinger, som daarlige Drømme af over¬
troende Hierner, disse springe frem og træde mig nu
under Øyne i deres forfærdeligste Overbeviisninger.
Min opvakte Samvittighed føler noget af den ævige
Hevn, som jeg ofte har trodset.
Til hvilken Høyde af Galenskab er det mueligt for
den menneskelige Natur at stige. Hvilken Urimelighed
er det at skiæmte med Døden, at lee ad Fordømmel¬
sen! at spøge med ævige Lænker, og at opmuntre en ly¬
stig Indbilding med Forestillinger af Helvedes Jammer.
Dersom der end ikke var nogen Ugudelighed i det¬
te Slags Giækkerie, saa vilde det dog være ligesaa uskik¬
keligt, som at forlyste en døende Ven med at viise
ham en Harleqvin, eller at læse en lystig Comoedie
