at dadle denne Læt¬
for ham. Alting i Naturen
sindighed hos Menneskene; den gandske Skabning, und¬
tagen Mennesket, er alvorlig; Mennesket som har den
høyeste Aarsag til at være saa; efterdi han har Forret¬
ninger af den yderste Vigtighed, der beroe paa hans
korte uvisse Liv i Verden. En fordømt Misdæder
maae med lige saa god Anstændighed gaae dantsende til
Retterstedet, som den største Deel af Menneskene gaae
frem med saadan en uskiøtsom Lystighed til deres Grave.
O! min Philario! med hvilken Gruelse tænker jeg
nu paa de forfængelige Timer vi have spildt tilsam¬
men! Kommer igien, J tabte forsømte Øyeblik! hvorle¬
des skulde jeg skatte eder høyere end Østens Liggende¬
fæ! lad mig boe hos Eremiter; lad mig hvile paa den
kolde Jord; lad mig have min Omgængelse i Hytter!
naar jeg kun engang endnu maae være en Candidat til
en udødelig Krone, og komme paa Prøve, til den him¬
melske Lyksalighed.
forfængelige Høyheder ved et Hof! J klingende
Titeler og forgængelige Riigdomme, hvad have J nu
at betyde; hvad Trøst, hvad Hielp kand J give mig.
Jeg har haft en prægtig Reyse til Graven; jeg
døer i Stats, og forsmægter udi en forgyldt Seng;
jeg opgiver min Aand paa bløde Duun=Puder; og bli
ver ærbødigen opvartet af mine Tienere og Læger; mi¬
ne Underhavende fukke, mine Søstre græde, min Fa¬
der er nedbøyet under en Byrde af Aar og Sorrig;
min elskelige Hustrue, bleeg og taus, skiuler hendes
indvor¬
