ger om det forbigangne eller bedrøvelige Spaadomme om
det tilkommende; deres eneste Omsorg er at knuse det sti
gende Haab, at dæmpe den frembrydende Glæde, og at
blande Glædskabs gyldene Timer med Græmmelses og Mis¬
tankes vederstyggelige Skum.
For dem, der af Naturen ere kleinmodige eller frygt¬
agtige, og som, formedelst denne naturlige Skrøbelighed,
kand letteligen blive rørte af andre, og ligesom fortrylle¬
de og besmittede ved den Elendighed de see eller høre; for
disse, siger jeg, er det overmaade ulykkeligt at leve saa nær
ved en Nat Ugle, at de kand høre dens Skrig; thi den vil
ofte fylde deres Øren, naar deres Sind er nedslaget, og
forfærde dem med Forestillinger, som deres egne Tanker
aldrig vilde have frembragt; og ved paatvungne Sorge
formørke den Dag, som ellers maatte blevet fordervet i
behagelig Tidsfordriv eller i Forretninger; den vil opfylde
Hiertet med ufornødne Misfornøyelser, og svække, for en
Tiid, den Kiærlighed til Livet, som er fornøden til at ar¬
beyde paa noget Foretagende med Kraft og Jver.
Omendskiønt jeg har, ligesom alle andre Mennesker,
mange Feyl og Skrøbeligheder, saa er jeg dog aldrig endnu,
enten af Venner eller Fiender, beskyldt for Overtroe; jeg
tæller aldrig hvor mange der ere i det Sælskab jeg begiver
mig udi; og det er mig lige meget over hvilken Skulder
jeg seer paa den nye Maane. Jeg har, ligesom de fleeste
andre Philosopher, ofte hørt Gøgen, uden at have Pen¬
ge i min Lomme; og jeg er undertiden kaldet dum dristig,
fordi jeg har ikke slaaet mine Øyne ned, naar en Raun
fløy over mit Hoved. Jeg gaaer aldrig pludseligen hiem
