hvor de kand have stunder til at blande deres
men, og forøge hinandens Tungsindighed.
Du ulykkelige Spaamand, siger Homers Agamem¬
non, du forkynder mig aldrig noget Got, men dit Hier
tes Glæde er at spaae mig Ondt. Hvosomhelst er af sam¬
me Sind, maatte der finde Leylighed til at give sine Tanker
Tøylen, og forbedre sin Gave til at spaae Ondt; og Nat¬
Uglernes Flok kunde der skrige tilsammen, uden at giøre
andre Mennesker Fortred.
Dog, omendskiønt jeg har saa liden Godhed for den¬
ne mørke Slægt, saa er det dog langt fra mine Tanker
at betage det bløde og ømme Gemyt den Frihed at klage
sig, naar dets Suk skeer ikke for at giøre andre Kummer
men for at finde Lindring. At høre Klagemaal med Taal¬
modighed, end og naar Klagemaal ere unyttige, er en af
Venskabs Pligter; og endskiønt det maae tilstaaes, at
den lider meest som en Helt, den skiuler sin Sorg i Taus¬
hed,
Spem vultu simulat, premit altum corde dolorem,
saa kand det dog ikke negtes, at den der beklager sig, hand¬
ler som et Menneske, som et sælskabeligt Væsen, der sø¬
ger Hielp hos sine Med=Creature. Medynk er for mange
iblant de ulyksalige en Trøste=Kilde i haabeløse Gienvordig¬
heder, saasom det hielper til at giøre dem behagelige for
dem selv, naar de finde, at de have ikke tabt andres Agt;
og Himmelen synes selv at give tilkiende, at det er vor
Pligt at udvise en frugtesløs Medlidenhed, i det den giør
os tilbøyelige til at græde for det Onde, som vi ikke kand
raade bod paa.
ker
