aa dens
disse Betrag¬
Øvelse.
Den der har faaet, ved Forfarenhed, Kundskab om
denne Pligt, veed at intet saa kraftigen holder et Menne¬
ske fra at giøre Ondt, som den Erindring at han nyeligen
har bønfaldet Himmelen om Beskyttelse og Bistand. Ef¬
ter at vi have bedet Gud om Kraft til at imodstaae Fristel¬
ser, er det saa usømmeligt at lade af at stride, at vi blues
ved at tænke derpaa, og blive ved, paa det vi skulle ikke
tabe al Ærbødighed for os selv. Efter at vi have med en
ivrig Andagt opofret vore Siæle til Gud; da kand vi ikke
uden Skræk og Gruelse tænke paa at falde fra strax igien; en¬
hver ugudelig Gierning, som begaaes med velberaad Hu,
bliver derved forøget med Hyklerie og Utaknemmelighed;
det er at drive Spot med Barmhiertigheds Fader; at for¬
bryde den Fred, i hvilken vi endte vor Bøn, og at frafal¬
de det Haab som den gav os.
Til et Beviis herpaa, lad et hvert Menneske spørge
sig selv, som i Hans Rærværelse, der randsager Hiertet,
om han aldrig er blevet afskrækket fra Bønnen, fordi han
har fundet hos sig en stærk Tilbøyelighed til nogen syndig
Lyst at fornøye, hvilken han kunde ikke med Oprigtighed love
at ville forlade, og hvilken han vedste at han kunde ikke der
efter begaae igien, uden større Samvittigheds Nag. Der
som Bønnen og et ugudeligt Levnet sees da at være saa u¬
