et Skib til Holland. Vi havde ikke
et en Uge i Søen,
førend vort Skib blev taget af en tyrkisk Søerøver, og alle
Folkene derpaa bleve førte til Constantinopel, for at sælges
som Slaver. Mit Lod faldt til en Herre, hos hvilken jeg
havde Aarsag til at befrygte den meest barbariske Medfart;
imidlertiid havde jeg dog besluttet at udstaae min Trældom,
indtil jeg kunde give mine Venner i Engeland Efterretning,
at de skulde besørge min Løse=Sum; jeg havde stadigen sat
mig for, at ingen Haardhed skulde formaae mig til at gi¬
ve Orramel Kundskab om min Elendighed, førend jeg i¬
gien var i de Omstændigheder, at jeg ikke trængte til hans
Godhed, eller til at vente Vederlag for den jeg havde be¬
viist imod ham.
Men Himmelen havde gunstigere Hensigter ved at
føre mig i denne Gienvordighed; den lod mig og ikke læn¬
ge blive uden Redning. Da jeg stod og talede med en af
mine Med=Slaver paa en offentlig Plads, kom Orramel
dertil; han gik forbi mig, men vendte sig strax om, og
betragtede mig meget nøye, indtil nogle Sorrigs Taare
randt ned af hans Kinder; han spurte derpaa nogle som
stode derhos, hvem jeg hørte til, og da han havde faaet det
at vide, fløy han, uden at tale et Ord til mig, hen til min
nye Herre, betalte hvad han fodrede for mig, og strax
førte mig til sit Huus, hvor han tog imod mig med de in¬
han holdt
derligste Kiærligheds Tegn; han talede
Op
og var i den største Forvirring, for at finde
saadanne Ord, der kunde udtrykke hans Siæls Tanker.
el¬
Min Broder! sagde han, min Ven!
ler
