dem ere; alleneste, som jeg tilforn har sagt, de ere saa u¬
lykkelige at være i nogle Vildfarelser. For det første skal
jeg da fremsætte som en Regel, at der er ikke saadan en
Ting til som Barmhiertighed efter Døden. Der kand væ
re billighed, og der kand være Sømmelighed i den sidste
Beskikkelse af jordiske gode Ting; men virkelig eller indvor¬
tes Ædelmodighed eller Velvillighed kand der ikke være.
Qvo more ppyri vesei Calaber jubet lospes
Det er en nyopfunden Meening, vedligeholdt ved
Haab og Skrøbelighed, som forleder Folk til at giøre Reg¬
ning paa en Gierning, der faaer ikke Sted saa længe de ere
i Live. Jeg erindrer ikke at nogen af Apostlene, disse Læ
rere og Exempler af alle sælskabelige Pligter, nogensinde
drev paa den Pligt, at giøre got i et Testament; ey heller
lagde David en Skat paa de Jndkomster, som hans Søn
skulde nyde efter ham, til at opbygge et Tempel, hvilket
han fornam skulde ikke blive en Ære og Herlighed for hans
egen Regiering.
En anden Vildfarelse, hvilken jeg haaber at rette
kommer af det almindelige Begreb om Fattigdom, som sy¬
nes ikke at være meget vel bestemt. De Fattige som ere
for vore Øyne, og de Fattige som ere ufødte, staae i en
meget ulige Grad af Trang tilsammen. Saatedes en van¬
før pengeløs Søster, eller en skrøbelig Slægting, blive i
ing
