de til hans Arbeyde, og alle dens Med=Sangere til deres
Aarvaagenste iblant Fuglene, sagde jeg,
Stemmer.
Dagningens Staldbroder, gid jeg altiid maae staae op ved
din Røst! staae op for at istemme min Morgen=Sang, og
at tilbede det velgiørende Væsen, som giør Morgenens og
Aftenens Udgange, til at glæde sig.
O! hvor behageligt er det at vandre omkring, i denne
søde Morgen=Stund, at benytte sig af Naturens Rolighed,
at betræde den duggede Eng, og smage den uberøvede fri¬
ske Luft!
Hvor sød er Morgenen! dens Aande og dens Komme!
Med Yndigheders Sang af de aarvaagne Fugle.
Milt. forl. Par. IV. B. 641 L.
Hvilken Fornøyelse miste Ladheds Børn! Lidet, ach!
lidet skiønner den Søvnagtige, hvilken nydelig Forlystelse
han forsømmer, for at fyldestgiøre den sletteste af de Ly¬
ster, som han har tilfælles med Dyyrene.
Dagbrækningens Graghed begynder efter Haanden,
at tage af. En Mængde af røde Striber farver Firma¬
mentets Uld. Jndtil omsider Østens spraglede Anseelse
falder bort i en brændende og almindelig Rødhed.
Er det en indbildt Tanke, eller blusser Himmelen virkeli¬
gen af Skamfuldhed, ved at see saa mange liggende i Dorsk¬
Skal
hed udstrakte paa deres søvnige Hovedpuder?
Mennesket være bortfaldet i en vellystig Mageligheds Skal
Mennesket forøde disse dyrebare Timer i en ørkesløs Slum¬
mer? da den hurtige Sool er oppe, og gaaer frem i sin
Skabers Ærende, da alle de fiærede Chore siunge deres
Skabers Lov, og yde deres underdanige Pligt i Harmoniel
O! ney. Lad Ham ophøye de liflige Sangeres Melodie,
