ved at foreene!
sin Andagts fornuftige Toner. Lad
ham forbedre Natureus vellugtende Røg=Offer, ved at
blande med den opstigende Lugt sin Lov=Sangs langt finere
Røgelse.
Det er naturligt for Mennesket at see opad; og at
vende sit første Øyekast til de Ting, der ere oven over
ham (*).
Forfærdelige Skue Plads, hvor Lynet udskyder sin
Jld, og Tordenen lader høre sin Røst; hvor Stormvinde¬
ne udøse deres rasende Grumhed, og utallige Verdener
vælte sig rummeligen omkring! - O hvor stor er den mæg¬
tige Haand, som udmaaler dette forfærdelige Rum med
et Spand, O hvor uendeligt er det forunderlige Væsen,
for hvilket denne u-maadelige Strækning er ikke meere end
en Prikke! Og O! (du behagelige Tanke!) hvor urandsa¬
geligen riig er den Barmhiertighed, der er større end Him¬
lene, Psalm. CVIII. 4. Er meere udstrakt og uendelig
i sin naadefulde Virkning, end disse u-ndskrænkte Stræk¬
ninger af Luft og Søe og Firmament! som tilgiver de al¬
lerstørste, de allergrueligste Misgierninger; tilgiver dem
i Betragtning af Frelserens Forsoning, med fuldkommen
Frihed, og største Redebonhed; meere redebon, om det
var mueligt, end denne alt omgivende udstrakte befæst¬
ning indslutter i sin Omkreds en Rad af Bierge, eller end
og et Sand=Korn.
O! kommer hid, da, J opvakte, skælvende Synde¬
re. Kommer, mødige og høystbesværede med eders Over¬
trædelsers Kundskab. Fordømmer eder selv. Frafalder
(*) Os homini sublime dedit, cælumqve tueri
Ond.
Jussit &t etectos ad sidera tøllere vultus.
