andet end et Mørk¬
Hvad vare alle
Rige
heds Fængsel, uden Solens Straaler; Alle deres smukke
Syyne maatte blive skiulte under Skygger, og falde
Forgæves lade vi vore Øyne løbe
bort i Dunkelhed.
omkring i den mørke Midnat; forgæves umage vi os for
at beskue den elskelige Naturs Lineamenter; Vi maae ven¬
de os hvorhen vi ville, saa see vi ingen Gestalt eller Skiøn¬
hed; Alting synes at være en fæl Ørk, en ukiendelig Klump,
indtil de igienkommende Timer have aabnet Lysets Porte,
Og, hvilket Syyn
og ladet Morgenen komme frem.
fremstiller sig da! Himlene ere belagte med blaat, og be¬
strødte med Roser. En Forandring af det deyligste Grønt
klæder Slættene. Blomsterne iføre sig en Glands af de
stærkeste Farver. Den gandske Skabning træder frem,
klædt i alle Skiønheds Yndigheder. Det indtagne Øye
seer sig omkring og falder i Forundring.
Uden denne store oplivende Aarsag; hvad var denne
Jord uden en livløs Klump; en grov Dynge af død Mate¬
rie? Træerne kunde aldrig bryde ud i Blade, eller Plan¬
terne springe op i Blomster. Vi skulde ikke meeere beskue
Engene overklædte med Grønt, eller Dalene staaende tyk¬
ke med Korn. Eller at tale i Prophetens deylige Sprog:
Figentræet skulde ikke grønnes, der skulde ikke være
Grøde i Viinstokkene; Olie=Frugten skulde slaae feyl,
og ingen af Agrene skulde give Føde; man skulde rive
Faarene af Faarestien, og der skulde ikke være Øxne i
Denne udskyder si¬
Staldene. Habak: l1I. 17.
ne Straaler igiennem alle Planternes Slægter, og ma¬
ler Foraaret, og beriger Høsten. Denne trænger igien¬
nem indtil Rødderne i Viingaarden og Frugt=Haugen, og
fremdriver disse gærende Safte, som endeligen bryde ud i
Floder
