bløde indvortes, den nedslagne Christen vandrer tungt; al¬
ting uden til er fortrædeligt, alting inden til er mistrøstigt.
Opløft, da, naadigste JEsu, du ædlere Opgang af
det Høye, O! opløft dit Ansigtes Lys over dit Folk! aa¬
benbar dit al tilstrækkelige Midler=Embedes Fylde, stadfæst
vor Ret til denne store Saliggiørelse, og meddeel os derved
Hvad intet Jordisk give kand,
Og intet Jordisk kand borttage;
Et stille Soolskin i vor Siæl,
En Glæde som vort Hierte føler.
Pope.
Fra Himmelen begive vi os ned til Jorden.
Her
tindre Dugens Draaber, ligesom saa mange flydende Cry¬
staller, i vore Øyne. Hvor klarskinnende, hvor ubesmit¬
tet er deres Glands, hvor lidet ringere end den stolte Steen,
der bestraaler Monarkens Krone, dem fattes intet uden
Fasthed og Varagtighed, for at agtes lige med de fiineste
Kostbarheder i Juvelerens Skriin. Men herudi ere de vis¬
seligen meget ufuldkomne; kort levende Prydelser, besid¬
dende lidet meere end et Øyebliks Glands. Solen der giver
dem deres Skin, vil snart fortære dem. Inden en Time
maae vi see efter deres Sted og da skal de være borte.
)! at et hvert got Forsæt hos mig, og hos min Hiord;
at vor forenede Længsel efter Gud maae ikke være liig
disse Morgenens forgængelige Prydelser, men ligesom
den tiltagende Dags væsentlige Herligheder! disse skinne
meere og meere med en forøget Glands, da hine derimod,
naar de have prægtigen glimret en liden Stund, forsvinde
og blive borte.
Hvor kiendeligen har denne Dug forfrisket Planter¬
