at det er forskrækkeligen langt fra Comoedie=Huuset, fra
Opera, fra Masqveraden, og fra alt det i Verden, som
er værdt at leve for.
Jeg kand neppe sige eder, hvorhen J skal sende eders
Breve; vi ere visseligen ved Verdens Ende, ved det yder¬
ste af det faste Land, paa Grændserne af den beboede Jord,
under Nord=Polen, iblant vilde Folk. Jeg tænkte vi skul¬
de aldrig have naaet Enden paa vor Pillegrims Reyse; og
jeg kunde ikke bare mig for at spørge min Broder, om vi
skulde reyse over tørt Land til de Folk som vende Fødderne
imod os; hver Miil syntes saa lang som ti, der førte mig
fra London, som er Middelpuncten af al min Glæde.
Landet er mig afskyeligt; jeg hader Træer og Hækker,
høye Bakker, og stille Dale; En Satyricus maae lee mig
ud, men for mig ere
Grønne Marke, tykke Lunde, med Crystalle=Kilde=Spring,
Lerker, ja og Nattergale, lutter væmmelige Ting.
jeg gad heller høre Raabet paa Gaderne i London, med
Rumlen af Vogne, end sidde og høre paa rindende Bækkes
melankolske Suusen, eller paa al den vilde Musik i Skove¬
ne; Lugten af Violer foraarsager mig Moder=Besværing;
den friske Luft dræber mig; min Natur er ikke stærk nok
til at taale den; de kølige Vesten=Vinde ville blæse mig en
Forkølelse paa Halsen, dersom jeg bliver her meget længere.
Dersom disse ere Musernes Sæder, da lad den u-is¬
undte fornøye sig i deres glimrende Griller, og omgaaes
med indbildte Væsener, som de selv have dannet. Jeg har
ingen Lyst til Skov=Rympfer eller Ælle=Qvinder; ey hel¬
ler har jeg den mindste Jndvending mod menneskelig Sam¬
qvem, en blot jordisk kiøn Karl, med en galuneret Klæd¬
ning, er meere efter min Smag, end en Elsker blant
Luftens Jndvaanere, med hans skinnende Lokke, og Regn¬
bue=Vinger.
