Det stille?
mørke, hvorover der ere gjordte saa man¬
ge søde Beskrivelser, er for mig en meget keedsommelig
Tiid; og Maanen, (som Poeterne have forelsket sig i) med
alt dens Stierne=Følgeskab, fornøyer mig ikke halv saa me¬
get som en Assemblee=Sal, der er illumineret med Vox¬
Lyys. Denne skulde jeg agte høyere end den klare Sool i
sin Middag=Glands; Dagens Lyys giør mig syg; det har
noget i sig der er saa almindeligt og gemeent, at det synes
bedre skikket for Bønder til at høste, eller for Landsby=Pi¬
gerne til at spinde ved, end til fornemme Folkes Brug.
Jeg veed, kiære Aurelia, at J ynker mig, i denne be¬
grædelige Stand; den gandske Skabning er som et reent
Blad Papiir for mig; det er altsammen ufornøyeligt og
øde; i hvadsomhelst deylige billeder Muserne have beskre¬
vet disse Landsbye=Vaaninger, saa har jeg dog ikke Jnd¬
sigt nok til at blive dem vaer; hverken den blomsterfulde
Mark, eller den spraglede Himmel, den rosenrøde Mor¬
gen, eller den balsamsøde Aften kand opmuntre mine Tan¬
ker; og jeg er hverken en andægtig eller poetisk Enthustast,
og uden nogen af disse Egenskaber, hvad skulde jeg giøre i
stille Eensomhed, og tankefulde Skygger.
Jeg finder mig kun lidet fornøyet paa dette Sted, hvor
jeg er saa langt fra Stadens støyende Forlystelser; det er
mig tungt at være ved et muntert Sind i Ledighed og Een¬
somhed; det giør mig kummerligen nysgierrig for at vide,
hvad der vil blive af mig, naar min Aand farer ud; Dø¬
den, det fæle billede, trænger sig ideligen ind i min Een¬
somhed, og ved nogle sørgelige Slag af Liig=Klokken i et
næstliggende Kirke=Taarn, ofte minder mig om at pønse
paa Liig=Kiister, Begravelser og den mørke Grav; disse
gruelige Ting foraarsage mig Qvalme, og volde at jeg for¬
skrækkes for min egen Skygge; jeg har ey heller faaet nogen
