Aurelig
Andet
eg har alt for stor Fortrolighed til min kiære Aurelia,
at jeg skulde dølge nogen Ting for hende; det kand og
ikke være nogen Fornærmelse for min Broder, at betroe
eder hans Caracter og lade eder vide, at han er ligesaa stor
en Libertiner i hans Levnet som i hans Meninger.
Men hvadsomhelst Friheder han end har taget sig selv,
saa maae jeg dog tilstaae, at han har altid søgt at give mig
et rigtigt Begreb om Ære, og den Anstændighed, som søm¬
mer mit Kiøn; medens han har umaget sig for at frie
mig fra Religionens Tvang, har han ikke forsømt at fore¬
stille mig alt hvad der kand siges om andre bevægende Aar¬
sager, som maatte opvække hos mig den ømmeste Omsorg
for et ubesittet Naun og Rygte; hvorover jeg blev des meere
fortrydelig over hans forargelige Opførsel, da jeg fandt at
han havde en Maitresse i hans Huus, hvilken han havde sendt
her hid to eller tre Dage førend vi kom; jeg vedste ikke hvad
jeg skulde giøre, eller hvorledes jeg skulde forholde mig i
denne fortrædelige Sag, indtil jeg fandt at hun fortiente hel¬
ler Medynk end Bebreydelse; og at hun var kommet herhid,
ikke for at fyldestgiøre en skammelig Kiærlighed, men for
at undgaae Mangel, og hendes Paarørendes Fortrydelse.
Hun fortalte mig hendes ulykkelige Historie, saa got
som den Jammer og Forvirring hun var udi vilde tillade;
og bad mig tnsende gange om Forladelse, da hun oprigtigen
tilstod, at hun havde formaaet min Broder til at tage mig
med sig, eller ikke at komme til hende.
Jeg fandt at hun havde været opdraget i stor Tugt og
Ærharhed, og at hun var ikke bekiendt med den lastefulde
Deel af Verden. Hun var neppe sexten Aar, hendes Naun
er Charlotte, det eneste Barn af en anseelig Borger, som
blev aldeeles ødelagt i sin Handtering ved en underfundig
