Milton, og følte hvor frygtbar Godhed er,
ne Engle hos
og saae hvor elskelig Dyden er i sin naturlige Gestalt. Den
Glands, som straalede af hans Øyne, den behagelige Stem¬
me, den bevægende Veltalenhed, som flød af disse Rosen¬
Læber, opvakte al min Agtsomhed; havde han holdt en
Prædiken, da kunde jeg taalmodigen hørt paa den blom¬
strende Prædikant fra Morgen til Middag, fra Middag til
Aften, en lang Sommer=Dag. Og dog kunde jeg ikke ba¬
re mig for, undertiden, at lee over hans Alvorlighed, og
at bede ham, at han vilde lade sig indvie til Præst; men
jeg kunde ikke ved mit Gækkerie bringe ham fra hans Ær¬
barhed, ey heller var det mig mueligt at udlokke af ham
den smigrende Roos, som jeg stedse, indtil nu, var opvar¬
tet med; han syntes heller at have Lyst til at ydmyge min
Forfængelighed.
Charlotte sad, den heele Tiid, i en dybsindig Taus¬
hed, medens Taarene, som hun stræbte at skiule, vilde
undertiden rinde need af hendes Øyne. Philoeles, ved
hvert Ophold i vor Samtale, betragtede hende med saa¬
dant et Øyesyyn, som udviiste stor Mildhed og Venlighed;
men jeg var ikke i Lune til at blive jaloux over nogen Ting,
som jeg ansaae saa meget ringere end mig selv.
Men, efterdi jeg var bekymret for at dølge denne Sag
for min Broder, saa brød jeg vor Samtale lidet pludse¬
ligen af, paa det vi maatte være hiemme paa den sædvanli¬
ge Tiid! Saa snart vi vare allene, spurte jeg Charlotte,
hvorledes hun hovede den smukke Eremit. "Oh! sagde
hun med en inderlig Bevægelse, gid jeg aldrig havde seet
ham! Jndtil nu kiendte jeg ikke tilfulde hvilken Uret den¬
ne Barbar eders Broder har tilføyet mig; han har ude¬
lukt mig fra alle Livets tilladte Fornøyelser, fra den
Glæde at elske og elskes af en værdig og dydig Mandsper¬
