son. Med min Uskyldighed har jeg tabt en Ret til den
Lyksalighed. Hvad! er jeg ikke en Skøge, en Bislop¬
perske! Eders Broders
,O Skændsel! Eders Bro¬
ders Hre!
Dersom J havde ikke været det, sagde jeg, Char¬
lotte, da havde J været en Betler.
O ønskelige Titel! (svarede hun) O priisværdige
Fattigdom! Du har været Helgenes og Heltes Val! Dy¬
den har gjordt dig til sit Fristed, sin rolige Tilflugt. Jeg
kunde have levet af sunde Urter og Frugter, lædsket min
Tørst af en Crystal=Bæk, taget min uskyldige Søvn
paa den grønne Græs=Tørv, uforstyrret af en besvæ¬
ret Samvittigheds Frygt. Tilgiv mig (sagde hun,
besindende sig igien) disse hidsige Bevægelser; jeg fin¬
der nu meere end nogensinde tilforn, at jeg er ulyk¬
keligen fordømt til at henslide min Tiid i en fortræ¬
delig Afkrog; i min feyreste Alder, i de angenemme
Begiærligheders blomstrende Tiid, at vansmægte i een¬
som Fortvilelse! Min Samvittighed vil ikke tillade
mig at fyldestgiøre en ulovlig Kiærlighed; ey heller
skulde nogen Fordeel (i fald min Skyld var ubekiendt)
overtale mig til at bedrage en brav Mand. Jeg har
været oprigtig endog imod denne Ugudelige, som har
forført mig og betaget mig alt Haab til en lovmæs¬
sig Lyksalighed.
Det er, min Broder har fordervet eders Gifter¬
maal, sagde jeg; men, kiære Charlotte, hvorfor skul¬
de den Tanke saa meget krænke eder, da J har i Sin¬
de at fremdrage eders øvrige Tiid i Poenitentse og
Eensomhed, har den deylige Eremit forandret eders
gudelige Forsæt;
Ney, svarede hun, han har heller bestyrket mig
deri; aldrig havde Dydens Sag en meere u-imod¬
staaelig
