Og i Vellysters Eng og Mark¬
and
Glem Striids og Sorrigs Land, og gaae blant Livets¬
Træer,
Smag Paradises Frugt, bad dig i Glædens Strømme;
J disse Ævighes utømte Kilder trøstet,
Slaae alle Tanker bort om hvad der er paa Jorden.
Jeg havde ikke saa snart igientaget disse Vers, førend
jeg blev opvartet med en Serenade af en usynlig Musi¬
kant, med de sødeste Toner, som nogensinde forlystede
menneskelige Øren; den velklingende Gien=Lyd syntes at
gaae frem fra Stue til Stue, indtil den kom ind i mit
Kammer, hvor den, efter en kort Tiid, faldt bort i en
sagte Cadents.
Jeg vedste, at min Liigbegængelse var nu siunget,
og hørte det dødelige Kald, uden Bestyrtning; Døden
havde stedse lagt mig i Tanker, saasom jeg hverken ven¬
tede eller begiærte at naae den høye Alderdom.
Jeg hørte paa denne Historie som paa et urimeligt
Eventyr, eller et Slags vaagende Drøm; hvor alvorligen
han end fortalte den, kunde jeg dog ikke bare mig for
at lee.
Dette, Madam, (sagde han) er hvad jeg ventede;
men det vil ikke giøre mig mindre alvorlig i en Sag
af saadan Vigtighed. J har ofte fixeret mig med en
Levemaade, der skikker sig saa lidet efter mine Aar;
maaskee den er meere en Virkning af Fornuft end
Tilbøyelighed. Min Broders sørgelige Endeligt over¬
beviiste mig om Kiærligheds ulyksalige Virkninger,
og bragte mig til den Slutning, aldrig at lade den
forvirrende Passion faae Sted i mit Bryst. Men
hvadsomhelst Modstand jeg end har gjordt, saa har
