evægelser af Sorg vare forbi, er¬
Efter at de første
indrede jeg den Aftale vi havde gjordt; men heller ønskte
end troede, at saadan en Sammenkomst var muelig; i
midlertiid var mit Sind bereedt til at tage imod Overbe¬
viisning; jeg begyndte at slutte med Cato:
Dersom her oven til et mægtigt Væsen er,
Maae han Behag i Dyden have;
Og det hvori han har Behag,
Maae blive lykkeligt.
Jeg fandt nu at Christendommens Sandheder kunde
være mig nyttige; en fast Tro om et ævigt Liv vilde i
denne Tilstand været min største Trøst; Haab og Frygt
havde vexelviis Overhaand hos mig, og holdt mig i en piin¬
agtig Tvilraadighed, medens jeg ventede paa den Time,
der skulde afgiøre Sagen. Saa snart den kom, begav jeg
mig, uden nogen Forskrækkelse, til den bestemte Plads.
Det var et meget behageligt ensomt Sted, hvor Kun¬
sten og den overdaadige Natur lode see deres adskillige
Skiønheder; Aftenen var stille; Solen begyndte i en gyl¬
den Glands at nedstige til de vestlige Skyer, og skiunede
imellem Træerne; alting havde en deylig Anseelse; nyt
Liv og Skiønhed saaes overalt paa Foraarets Gestalt;
Planterne antoge en friskere Grønhed, Blomsterne vare
prydede med høyere Farver, og udspreedte en behagelig
Lugt; Naturen syntes oplivet af en selv=vitterlig Glæde,
ligesom den var fornøyet over noget Himmelske Væsens
Ankomst.
En usædvanlig Munterhed opfyldte mine Tanker, og
vederqvægede min Siæl med en hemmelig Fornøyelse; me¬
dens en sagte velklingende Lyyd, stigende lidet efter lidet
opfyldte Stedet rundt omkring med indtagende Harmonie.
