mig at jeg var bange, saa blev der strax gjordt Alarm,
Jeg blev saa overmaade forskrækket ved den første Lyd af
deres Vægter=Piber, at jeg rykkede min Ledsager i Ær¬
met og løb det beste jeg kunde.
Vi kom omsider til Foden af Bierget. Der var en
ubegribelig Mængde, hvilke, efterdi de vare bortviiste fra
Indgangen, umagede sig for at kravle op ad Siderne; men
saasom Bierget var meget steylt, saa tumlede de stedse ned
igien. Der var kun een Vey, hvorpaa man kunde gaae
op, og denne saa overmaade snever, at det var næsten u¬
mueligt, at to Personer kunde gaae jævnsides, uden at den
ene maatte støde imod den anden. Portene bleve aabne¬
de og tillukte af tre elskelige Jomfruer, naturlig Gave,
sund Fornuft, og god Optugtelse. De undersøgte alle
dem, som vilde ind. Der vare dog nogle faa, som bleve
stødte frem ved en stor Mængde af Venner, og med Magt
tvang sig ind af Portene; men de havde almindeligen den
Skam at blive drevne tilbage og udstødte af Skildvagtene.
Min Ledsager forskaffede os Tilladelse at gaae ind og
at see os omkring paa Parnassus hvor vi vilde; og da vi
vare komne op paa Bierget, gik vi ind i en stor Hauge,
og bleve snart forvildede i Fod=Stierne i en meget vildsom
Lyst=Skov. Den var paa nogle Steder saa overmaade
mørk, at vi havde stor Besværlighed for at finde Veyen.
Den blev kaldet Allegories Labyrinth, og de Gamle havde
et Slags overtroende Ærbødighed for den. Den var ofte
saa dunkel, at vi vare færdige at falde ved hvert Trin;
men hvorsomhelst Skyggen blev brækket ved saa megen
Lysning, at vi just kunde skimte Veyen, der havde Ste
det en meget fornøyelig saavel som ærværdig Anseelse.
Paa andre Steder i Haugen saae vi Beede med de
allerdeyligste Blomster, og en stor Mængde Laurbær=Træ¬
