ners Kortvillighed, end mine Fienders
meere ved mine
Arrighed eller Ondskab mueligen kunde tilføye mig; ey hel¬
ler seer jeg nogen Aarsag, hvorfor jeg skulde opvække hos
Fruentimmerne saadan en spøgefuld Fortrydelse, at jeg
maae lade mig bryde og plage til Døde, i bare Spøg; og
det alleneste fordi jeg er hvad Verden kalder en Gammel
Peber=Sven.
Mine Fruentimmer=Bekiendtere have en underlig Mee¬
ning, at en Peber=Sven er ikke virkeligen et fornuftigt Cre¬
atur; i det mindste, at han har ikke Følelsen tilfælles med
andre Mennesker; at en Peber=Sven kand lade sig banke
som en Stok=Fisk; at J kand stikke Knappenaale i hans
Legge, og vrie ham ved Næsen; kort sagt, at J kand ikke
tage eder for mange Friheder med en Peber=Sven. Jeg
kand umueligen begribe paa hvad Grund disse overgivne
Philosopher grunde deres Mening, omendskiønt jeg tilli
ge er et bedrøveligt Beviis paa, at de virkeligen have saa¬
dan Mening, saavelsom og paa dens Urimelighed.
En af mine Venner, som jeg jævnligen besøger, har
en Kone og tre Døttre; den yngste af dem har forfulgt mig
nu i ti Aar. Disse skarpsindige unge Fruentimmer have
ikke alleeneste selv udfundet den eeneste Ende og Hensigt
hvorfor jeg er til, men de have iligemaade aabenbaret den¬
ne deres Opdagelse for alle Pigerne i Naboelauget; saa at,
dersom de nogensinde faae at vide, at jeg vil komme til dem,
(hvilket jeg giør mig al muelig Umag for at forebygge,
saa sende de strax et halv Dosin Kortblade til deres troe Al¬
lierede, og udbede sig den Gunst af deres Sælskab til at
drikke Caffe, og hielpe dem at bryde Mr. Jronside.
Ved disse Leyligheder bliver min Indgang i Stuen under¬
tiden tilsperret med en Snoor, som de giøre fast tverts o¬
