høvede. Hendes Bedrøvelse udpressede nogle Taare af
ham imod hans Villie, da han søgte at skiule sin indvortes
Kummer; man saae baade en Helt og en Elsker i hans
Forhold. Og da hans Hustrue, for at undskylde sin alt
for hæftige Sorrig, anførte Søens Farligheder og de bar¬
bariske Nationers Grumhed paa Landet; skal jeg aldrig
forglemme, med hvilken stor Miine han svarede: Je crains
Jeg frygter
Dieu, et je n ai point d autre crainte
Gud, og jeg har ingen anden Frygt. Saa uforskrækket
vilde denne guddommelige Mand viist sig, dersom han hav¬
de seet Stiernerne falde ned af deres Kreds, og hørt den
sidste Tordens Lyyd. Da han havde med en kiendelig Tvang
slidt sig løs af hans Kones Arme, sagde han mig Farvel,
med et medlidende Aasyyn, ligesom en forbarmende Engel.
Hans Huusfolk vare fra sig selv af Bedrøvelse; Veyen fra
hans Huus var besat af hans taknemmelige Tilhængere,
som han havde enten hiulpet til deres Ret, eller i deres
Trang; tusende inderlige Bønner for hans Velgaaende op¬
stigede til Himmelen, og vandt det guddommelige Sam¬
tykke; medens han skyndte sig igiennem den berømmende
Mængde, overmaade besværet med Almuens Roos.
Hvilken elendig Figur giør ey en Libertiner, i hans
Forfængeligheds meest glimrende Høyhed, naar han lignes
imod denne store Mand, som har saa tiligen begyndt at lø¬
be paa sin Herligheds Bane, og er midt i hans blomstren¬
de Ungdom moed i alle Dyder! J stedet for at spilde sine
Timer paa en Mængde af forfængelige og daarlige Forly¬
stelser, har han opofret sin fornøyelige Leve Tiid til Him¬
J veed hvor J kand
melen, og det almindelige Beste.
Eders ydmyge Tienerinde,
finde
Melinda.
