tede, ved et Ægteskab, som vilde giøre det desmeere for¬
nødent at hans Haab maatte opfyldes; at han burde der¬
for søge at faae hans Faders Samtykke, førend der blev
foretaget noget videre, paa det han skulde ikke indvikles i
Forbindelser, som unge Personer næsten uformærkt ind¬
lade sig udi, hvis Velbehagelighed i hverandre bliver ide¬
ligen stærkere ved jævnlige Besøgelser og Omgængelse. Til
dette Raad, der var saa nyttigt og forvirrende, var
Mercator gandske tvilraadig hvad han skulde svare, da
Flavilla i det samme kom ind: en Hændelse hvilken han nu
alleeneste var bekymret for at benytte sig af. Flavilla var
ikke misfornøyet enten med hans Person eller hans Ansøg¬
ning; hendes frie og lystige Art bragte ham snart til at
forglemme at han var en Fremmed; de begyndte en Sam¬
tale, og bleve imidlertiid endnu meere fornøyede med hver¬
andre; efter at han saaledes havde overvundet den Van¬
skelighed, som er ved en første Besøgelse, tænkte han ikke
meere paa den gamle Frue, saasom han troede, at hendes
Hielp var ham ikke fornøden til at naae sit Ønske.
Hans Besøgelser bleve ofte igientagne, og Forhaling
blev ham hver Time meere og meere utaalelig; han drev
paa sin Ansøgning med den smitsomme Hæftighed, som
antændes ved et hvert Øyekast, og tilveyebringer det Sam¬
tykke, som den begiærer. Paa samme tiid vilde vel en
Tanke om hans Fader komme der imellem; men saasom
han havde sat sig for at fyldestgiøre sine Ønsker, hvad der
end skulde flyde af, saa sluttede han med en Skarpsindig¬
hed, der er næsten almindelig ved disse Leyligheder, at,
af tvende onde Ting, var det mindre at gifte sig uden hans
Faders Villie, end imod den; og en Aften, efter at de
elskende Personer havde fordrevet Eftermiddagen for dem
