selv, droge de ud i et Slags Spøg, som Mercator i hans
hæftige Kiærlighed havde foreslaaet, og hvortil Flavilla i
hendes uforsigtige Flygtighed havde givet sit Samtykke, og
lode sig hemmeligen vie tilsammen.
Saa snart Mercator fik stunder til at besinde sig,
efter denne overilende Gierning, betænkte han, at han bur¬
de være den første, som underrettede hans Fader om det
nye Giftermaal som var skeedt i hans Familie; men saasom
han havde ikke Mood nok til at giøre det i egen Person,
saa forfattede han det paa den beste Maade han kunde i et
Brev, og efter at han havde giordt de samme Undskyldin¬
ger for sit Forhold, hvormed han havde været vant til at
forsvare det for sig selv, udbad han sig Tilladelse at frem¬
stille hans Hustrue for at nyde den faderlige Velsignelse,
hvilken allene fattedes til at giøre hans Lyksalighed fuld¬
kommen.
Den gamle Herre (hvis Carakter jeg kand ikke bedre
beskrive end i den brugelige Talemaade, som har været op¬
fundet for at besmykke falske Grund-Regler og ryggesløse
Sæder) havde været en lystig Mand, og vedste god Beskeed,
hvorledes det gaaer til i Staden. Han havde ofte hørt
Flavillas Skaal drukket af fornemme Sviire-Brødre, og
havde ofte seet hende paa offentlige Steder. Hendes Skiøn¬
hed og hendes Trang, hendes pralende Klæde=Maade
hendes mangfoldige Tilbedere, hendes lætsindige Opførsel,
og alle Omstændigheder i hendes Tilstand, havde hiulpet
til at giøre hendes Carakter mistænkt; og han var skikket
til at dømme om den med endnu mindre Christen Kiærlig
hed, da hun havde fortørnet ham ved at ægte hans Søn
hvilken han ansaae som vanæret og forarmet, og hvis U¬
lykke, saasom den var u-oprettelig, han besluttede, ikke at
lindre
