tet, og de selv at miste deres Leve¬
rød derved; Naboerne
lode ofte falde nogle Ord, som gave hende en slet Carakter;
og en gammelagtig Jomfrue, som boede i den anden Etage,
havde sagt op; Familien blev foruroliget hver Time om
Natten, og Dørren var heele Dagen fuld af Sendebud og
Besøgere til Flavilla.
En Dag, derfor, tog Vertinden en Leylighed til at giø¬
re hende Forestillinger derom, endskiønt paa den allerfiine¬
ste og ærbødigste Maade, og med den største Banghed og
Varlighed. Hun sagde til Flavilla, at hun var et vak¬
kert ungt Fruentimmer, at hendes Mand var ikke hiem¬
me, at hun holdt en stor Deel Sælskab, og at Verden
var dadlefærdig; hun ønskte, at der blev givet mindre
Anledning til Eftertale; og haabede at undskyldes for
den Frihed hun havde taget, efterdi hun maatte blive
forarmet ved disse Bagtalelser, som kunde ikke have no¬
gen Magt over de Store, og hvilke de derfor ikke bekym¬
rede sig om at vogte sig for. Denne Tale, hvor for¬
blommet, og hvor sagtmodig den end var, blev dog læt
forstaaet og med en bitter Fortrydelse optaget. Flavilla,
som var stolt af hendes Dyd, og kunde ikke taale Tilrætte¬
sættelser, vilde have foragtet en Philosophs Raad, der
som det havde sigtet til at beskylde hendes Opførsel; Hun
var derfor ikke under nogen Tvang, da hun havde at be¬
stille med en Person, som var saa meget ringere end
hun; hun svarede med en Blanding af Foragt og Vrede,
at ingen uden de, som ikke kiendte hende, vilde understaae
sig at tage sig nogen Frihed med hendes Carakter; og
bød hende at vogte sig for at udsprede nogen ær=rørig
Beretning, saa fremt hun vilde ikke lide hvad der kunde
føle
