ke hans Hustrue, hvilke det var af den yderste Vigtighed,
baade for hans Ære og hans Rolighed at faae opløst;
han bad, at han maatte blive i hendes Huus endnu et
Aar; og, saasom han inden en kort Tid skulde igien for¬
lade Riget, at hun vilde ikke, i hans Fraværelse, for¬
sømme at passe nøye paa alt hvad der skeedte, hvorved
enten hans Haab eller hans Frygt maatte bestyrkes, og
at hun, ved hans Tilbagekomst, vilde give ham saadan
Beretning, som i det mindste kunde befrie ham fra den
piinagtige Uvished, og hvorved hans Forhold i Fremti¬
den maatte bestemmes.
Der er ingen bedragelig Spitsfindighed meere almin¬
delig, end den, ved hvilken vi retfærdiggiøre en møysom¬
melig og nøyagtig Undersøgning efter Hemmeligheder,
hvis Opdagelse giør os elendige uden Haab om Opreys¬
ning; og der er ingen Tieneste, hvortil andre lade sig saa
læt overtale, som til at hielpe os i slig Efterforskning. At
give Efterretninger, der kand opvække Mistanke, om U¬
troeskab i Ægtestanden, fornemmeligen til en Mand, bli¬
ver ved en sælsom Blanding af Daarlighed og Ondskab,
agtet ikke alleneste for en Retfærdigheds Gierning, men
og for et Venskabs Stykke; omendskiønt det er for silde
at forekomme et Onde, hvilket, hvadsomhelst dets Brøde
end er, kand alleneste foraarsage Elendighed i samme Grad,
som man veed det. Det er derfor ikke at undre, at Mer¬
cators Fortroliges almindelige Godhiertighed blev ved den¬
ne Leylighed overvundet; hun blev storagtig af den Tillid
han havde fattet til hende, og af den Magt hende var gi
vet; hun samtykte Mercators Forslag, og lovede, at hun
med den yderste Troeskab vilde udrette det som var hende
anbefalet.
Merca¬
